Brille teorien om teoretiske rammeværker
Jeg er ved at skrive en artikel om brugen af teori i mit datasæt. Jeg har i den sammenhæng formuleret en teori eller et begreb om den generelle måde hvorpå teori anvendes, ikke bare i mit datasæt, det vil sige dansk, kvalitativ uddannelsesforskning, men generelt på humaniora. Jeg kalder det "brilleteorien om teori.
Teorier og teoretiske rammeværker
Brilleteorien om teori er en implicit teori der indikeres af en generel tendens ved humanistiske forskeres tilgang til og brug af teori. I en klassisk og måske også lidt forældet forstand, så er en teori bare et sæt af hypoteser om verden. Det vil sige påstande om verden. Påstande af en art der kan testes. Hvis man har nok påstande som peger i den samme retning, så kan man sige at de tilsammen udgør en teori. Et klassisk eksempel er evolutionsteorien. Man kan godt beskrive den overordnet som en teori om at liv udvikler sig. Det er imidlertid ikke en særlig interessant beskrivelse. Det interessante er alle de hypoteser som hører til den. Eksempelvis at menneskets selv så må være en udvikling af noget tidligere, som ikke var et menneske. At udviklingen ikke foregår ved at levende væsener har intentioner, men ved at de som mangler bestemte kvaliteter simpelthen dør inden de kan nå at reproducere sig etc.
Den almindelige historie om videnskabelig metode er så at videnskabsfolk tager en hypotese som allerede findes, eller selv finder på en ny og så laver de en række eksperimenter for at forsøge at modbevise den. Hvis det ikke lykkedes at modbevise den, så opjusterer de deres tiltro til den og den teori som den hører til, imens de samtidig, ifølge epistemologen Karl Popper, bør erkende at de aldrig kan erkende at noget er helt og aldeles sandt, men blot at en given hypotese er svær at modbevise.
I kvalitativ humanistisk forskning og mere specifikt dansk uddannelsesforskning og pædagogisk forskning, som er det jeg har undersøgt, bruger man ikke hypoteser. I den sammenhæng bruger man heller ikke teorier i den klassiske forstand. I stedet bruger man teoretiske rammeværker, omend skelnen mellem teorier og teoretiske rammeværker har mange gråzoner. For selv direkte religiøse udsagn om verden kan jo enten være testbare eller have implicitte hypoteser.
Brilleteorien om teoretiske rammeværker
Teoretiske rammeværker er dog, mere end et sæt af testbare påstande om verden, en kategorisering af verden ud fra et bestemt vokabular. En uddannelsesforsker siger ikke, jeg mener at akkumulationen af privat ejendom er undertrykkende for arbejderklassen, og laver så et længere bevis for den påstand. Istedet siger uddannelsesforskeren noget i stil med, i min kvalitative undersøgelse af en børnehave tog jeg et marxistisk udgangspunkt for at synliggøre, hvordan undertrykkelsen af arbejderklassen effektueret af akkumulationen af privat ejendom manifesterer sig allerede i den her undersøgte børnehave. Der testes altså ikke nogen teori. Teorien antages som et par briller der tages på og forskningsobjektet beskrives gennem det farvede brilleglas. Der findes i den sammenhæng mange forskellige briller. I mit datasæt bruges der briller lavet af en række forskellige brillemagere, f.eks. Karl Marx, men også Michel Foucault, Judith Butler, Jacques Derrida, Bourdieu, Freud, Lacan etc.
Jeg vil ikke påstå at ingen af brillemagerne har produceret nogen brugbar viden, eller i hvert fald interessante ideer. Jeg var selv Lacanianer, og noget endnu mere uudholdelig, da jeg gik på universitetet. Jeg vil dog stille spørgsmålstegn ved hvad dansk uddannelsesforskning og pædagogisk forskning har vundet ved at anvende nogle af disse briller og i den sammenhæng implicit at hengive sig til brilleteorien om teori. Hjælper briller med at producere ny viden?
I forsøget på at arbejde med grunderkendelsen at forskningsobjektet ændrer sig som man kigger på det, har man søgt den formildende omstændighed at ens teoretiske rammeværk blot kan udskiftes, således at man i et eventuelt spændingsfelt mellem forskellige brilleglas kan få en generel ide om objektet. Jeg vil ikke påstå at dette aldrig er givtigt, men jeg vil påstå at den måde det gøres i praksis i dansk, kvalitativ uddannelsesforskning ofte ikke er det. Ved at erodere antagelsen om en objektiv distance mellem forsker og objekt, har man blot flyttet distancen til at være imellem forskerens teoretiske rammeværk og forskerens øje. I stedet for at have en teori om at man har en objektiv distance til den verden man undersøger, har man påtaget sig en endnu værre teori om en objektiv distance til de teoretiske rammeværker man anvender i undersøgelsen. Man anser implicit sig selv for at være en slags gud der problemløst erkender udgangspunktet for sin erkendelse som et sæt af forskellige briller som man kan tage på i ny og næ.
Om hypoteser og forskningsspørgsmål
Jeg vil her, som allerede påpeget flere gange, igen understrege, at når man ikke anvender hypoteser og tester teorier i den klassiske forstand, så svækker man forskningsfeltets evne til at gøre to af de mest centrale ting som et videnskabeligt forskningsfelt skal kunne gøre: Akkumulere viden og replicere viden.
En præcist formuleret hypotese kan testes af flere forskellige forskere uafhængigt af hinanden og deres resultater kan sammenlignes og deres studier kan genskabes. Det er det der menes med akkumulation og ikke bare en masse papir i en bunke, sådan som mit datasæt viser at uddannelsesforskningen ser ud lige nu. Et forskningsspørgsmål er imidlertid for åbent til at vi kan finde ud af om danske uddannelsesforskere undersøger det samme, og de kvalitative forskningsdesigns som forskningsspørgsmål ofte håndteres med er usammenlignelige, og det er lige præcis deres usammenlignelighed der gør dem til kvalitative forskningsdesigns. Således kan feltet ikke akkumulere viden, forstået som en løbende opsamling af feltets viden, fordi sådan en opsamling kræver at man har sammenlignelige resultater og at alle er enige om nogle metoder og hypoteser som øger denne sammenlignelighed og deres fælles interesse. Der er hverken intention om eller mulighed for at teste om den viden som allerede er blevet produceret, kan underbygges ved at man tester den igen.
Uanset, nu har jeg igen fremlagt kernen af problemet, og fortsætter min gennemgang af denne underkategori af problemer der har med teoretiske rammeværker og deres anvendelse at gøre.
Kommentarer
Send en kommentar