Poeteori en akademisk retorik

Nogle videnskabelige discipliner har et tungt vokabular som afspejler graden af specialisering af feltets viden. F.eks. gøres der i kemi mange fund, som der ikke findes ord for i det almindelige sprog og derfor udvikles et nyt sprog, som almindelige mennesker ikke forstår. I pædagogik har man også et tungt vokabular, men det er ikke fordi at man har gjort nogle interessante fund.

Et generelt fænomen som ofte er at finde i de pædagogiske artikler fra Dansk Pædagogisk Tidsskrift er f.eks. som følgende:

"I tråd med den tyske sociolog Norbert Elias’ figurationsteori er netop den gensidige afhængighed mellem individer et afgørende træk ved sociale grupperinger. Mennesker er organiseret i sociale figurationer af gensidigt afhængige individer – også betegnet, interdependenskæder (Elias 1970). " s43 i DPT 21_1

Det siger måske ikke så meget i sig selv, så her er et par eksempler mere.

"Med afsæt i en socialpsykologisk tradition anser positioneringsteorien mennesket som værende et kulturelt og socialt konstrueret væsen, der formes og omformes ud fra de kulturelt gældende diskurser. Positioneringsteorien bygger på en konstruktivistisk antagelse af det sociale som noget, der konstituerer sig gennem tre basale processer: Samtale (som symbolsk udveksling), institutionelle praksisser og samfundsmæssig retorik (Harré & Langenhove 1991: 394; Harré & Langenhove 1999: 15). " s28 i DPT 21_1

"Med teoretisk afsæt i social praksisteori (Lave & Wenger, 1991; Lave, 2019; Holland & Lave, 2001) og kritisk psykologi (Dreier, 2008; Højholt & Kousholt, 2011; Holzkamp, 1998) er vi optagede af, hvordan subjektet og den sociale verden er gensidigt konstituerende og i stadig bevægelse. " s12 i DPT 21_1

De tre eksempler her er alle fra det samme nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, men tendensen er generel efter min mening. Disse tre synes jeg dog skærer særligt ind til benet. Tre forskellige teorier, med reference til tre forskellige teoretikere, definerer mennesket og samfundet på cirka samme måde. Det er noget socialt. Det behøver dog ikke altid at tage udgangspunkt i mennesket. Her er et helt andet eksempel:

"Helt gennemgående tager vi teoretisk afsæt i, at lilleskolerne bliver til i relation til og har det omgivende samfund som sit overordnede referencepunkt. På et niveau bliver de til i relation til en bestemt social situation, en konkret tilstand af lokale forhold og på et andet og mere abstrakt niveau, bliver de til i relation til en bestemt type (foranderlige) love for, hvordan priserne på, værdien af, skolens produktion dannes (Bourdieu 1997:127). Alt er med andre ord ikke lige godt for alle; alt er ikke lige muligt at tænke og gøre i forhold til skolen for alle." s6 i DPT 18_3

Det behøver sådan set heller ikke at handle om noget socialt, men det gør det stort set altid. Det kan også handle om et begreb:

“Regler og normer for kropslig praksis i indskolingen undersøges som ‘kropslig gøren’. Med kropslig gøren trækker jeg på Judith Butlers forståelse af gøren (performativity), som i modsætning til enkeltstående og viljestyret handling må forstås som en gentagende og refererende praksis, der er karakteristisk for den måde diskurser produceres (1993, p. 2). Kropslig gøren er hverken determineret eller forudsætningsløs, men gennem såvel bevidste som ubevidste justeringer og nyfortolkninger sker der uophørligt forandringer og udvikling i den kropslige gøren." s57 i DPT 18_4

Hvad er det dog vi kigger på her? Jamen som sagt er der en tendens til i teoriafsnit, at parafrasere en eller anden generel beskrivelse af et begreb eller fænomen, som en kendt teoretiker har skrevet om. Resultatet er ofte som vist i eksemplerne, en beskrivelse af noget som er så holistisk og vagt, at det nærmest ikke er afgrænset og da slet ikke muligt at undersøge. Hertil er der ikke nogle af de studier jeg har set, hvor dette teoretiske afsæt får nogle reelle konsekvenser for det som undersøges. Et af eksemplerne er fra "Tillid og tvivl - Dilemmaer i forældre og pædagogers samarbejde om småbørns hverdagsliv” af Anja Marschall og Crisstina Munck. I første del af abstractet beskriver de studiet således: 

“I denne artikel undersøger vi, med udgangspunkt i et igangværende forskningsprojekt, hvordan tillid og tvivl er en del af forældre og pædagogers samarbejde om børns hverdagsliv. Med baggrund i både historisk og empirisk materiale udforsker vi, hvordan tillid ikke blot kan forstås relationelt og som knyttet til intersubjektive samspil mellem pædagoger og forældre, men også må analyseres i forhold til den konkrete samfundsmæssige og historiske praksis, som både daginstitution og familieliv er en del af (fx Lave, 2019). “ fra abstract på s10 i DPT 21_1

Empiren er nogle observationer og 31 interviews. Her er konklusionen:

“Moderskab og pædagogisk praksis eksisterer ikke i et vakuum. Det er forankret i historiske dilemmaer, som tilbyder særlige tankefigurer og tilknytningsforståelser, som vi forstår ’det gode moderskab’ og ’det gode børneliv’ igennem. Disse tankefigurer handler dog ikke bagom ryggen på pædagoger og forældre, de forhandles lokalt og situeret. Moderskab er præget af tvivl. Denne tvivl kan ses i lyset af, at vi fortsat aktualiserer historiske tankefigurer om, hvordan det gode familieliv bør leves, og hvordan det gode moderskab og tilknytning ser ud. Set fra forældrenes perspektiv, som i vores analyser særligt er mødrenes, handler det om at mingelere mellem at sikre børns tilknytning (til deres mødre), og samtidig anerkende, at børn også lærer og udvikler sig i og gennem daginstitutionens børnefællesskaber. Vi ser i familierne, at der inden børns vuggestuestart foregår forhandlinger om, hvorvidt daginstitutionen fungerer som supplement til familiens liv eller om institutionen udgør en nødvendig del af småbørns hverdagsliv, som naturligt understøtter deres udvikling. Forældres tvivl om, hvorvidt det er bedst for deres børn at komme i vuggestue, begrunder sig således i historiske og modsætningsfyldte forestillinger om det gode børneliv og det gode forældreskab. Både Louise og Sidsel trækker på forståelser af, hvad der føles ’naturligt’ at gøre, når man er mor til et lille barn. Denne naturlighedsforståelse knytter sig blandt andet til tankefigurer om tilknytning, der skaber en grundlæggende tvivl om tilvalget af daginstitutionslivet. Men den knytter sig også til deres ønske om og behov for kunne være involveret og nærværende i børnenes hverdag, mens de er små. Hos Eva er denne naturlighedsforståelse ikke på spil, da Evas betingelser for at vælge andre måder at gøre moderskab på er begrænsede. For hende handler omsorg for Stephanie om at sikre, at datteren får masser af omsorg (også fra pædagogerne), og at Stephanie har mulighed for at lege med andre børn og hygge sig, mens Eva tager sig af det hjemlige. Der synes således blandt mødrene i denne artikel at være et tema om at balancere mellem hvor meget/hvor lidt børn skal deltage i daginstitutionens hverdagsliv. Dette valg synes samtidig at understrege deres værdier for et godt børneliv, forståelser (om end tvetydige) af god omsorg og hvilken slags mor, børn har brug for. Set fra pædagogernes perspektiv er tvivl både noget, der kan fastlåse den pædagogiske praksis og skabe mistillid til forældrene. Samtidig kan pædagogernes tvivl åbne for afprøvning af nye praksisformer eller nysgerrighed, som f.eks. når pædagogerne inddrager søskende i trøste- og opmuntringsarbejdet, og når pædagoger prøver at forstå, hvordan en lang dag i vuggestuen kan være et udtryk for omsorg.” s21-22 i DPT 21_1

Med eller uden den vage teoretiske ide om hvad et menneske er, kunne studiet have konkluderet det samme (for den sags skyld kunne studiet have konkluderet det samme uden undersøgelsen). Det gælder for alle de pædagogiske studier jeg har læst, der indeholder lignende teoretiske beskrivelser. Så hvad er pointen med dem? Der er ikke tale om en beskrivelse af undersøgelsesdesignet. Antagelserne om menneske, samfund og begreber som fremført i de her givne eksempler er for vage og almengyldige til at have konsekvenser for studiernes fund. De spiller altså ikke rigtigt nogen rolle i produktionen af viden. Hvis man skal nævne nogle mulige forklaringer kunne det være disse:

• At referere til en kendt teoretiker styrker artiklens ethos. 

• Det er bare en tradition at gøre sådan i et teoriafsnit. Det har været relevant i nogle situationer og har bare hængt ved. Måske det er arvet fra når kendte teoretikere skriver bøger, hvori det jo er kotumen at komme med vage, almengyldige udsagn formuleret på en kringlet og mystisk måde?

• Det er ikke selvsagt at ting er socialt konstruerede og derfor skal det konstant italesættes (men at noget er socialt konstrueret er jo bare en erkendelse af at vores sprog er fælles og derfor er vores måder at kommunikere om specifikke ting det også, så alt er jo socialt konstrueret).

• Pædagoger er magiske, omnipotente væsener som rent faktisk kan ændre hele deres kulturelle forankring ved at italesætte at de har et bestemt par teoretiske briller på (men alle beskrivelserne er jo for vage til reelt at have konsekvenser for vores syn på tingene!).

At sige, som der siges i nogle af de eksempler jeg har givet, at et givent fænomen er en social konstruktion eller et komplekst samspil mellem sociale strukturer eller agenter eller noder i et netværk, er for mig at se det samme som at sige, at fænomenet er alt og at alt derfor er relevant i undersøgelsen af fænomenet. Det er det modsatte af en afgrænsning. Det er holistisk og derfor ubrugeligt. 

De nævnte udsagn giver måske mere mening at betragte som en form for poesi, "Poeteori". Ikke i den tyske 1800-tals forstand, hvor vi forsøger at undersøge noget som er svært at undersøge, men i en mere legende forstand hvor vi bruger sproget til at gøre et banalt fænomen mystisk og spændende. Måske formålet er at indskrive sig i en retorik skabt af kendte tænkere, så man selv lyder som en kendt tænker. Modsat en historiker der, som en nødvendighed, drager på det historie-akademiske vokabular han er trænet i, er der her et indholdsløst vokabular der kun har til formål at identificere skribenten som medlem af en given akademisk tradition. Filosofernes specialiserede sprogbrug er blevet udvandet af studerendes forsøg på at tillære sig det. Det komplekse sprog er bevaret, men de indholdsmæssige årsager til at have et komplekst sprog, opfindelsen af ny viden der er så specialiseret at den er svær at italesætte, er forsvundet. Tilbage står kun et vokabular vis kompleksitet ikke længere afspejler feltets vidensmæssige kompleksitet, men blot feltets medlemmers ønske om at kunne identificere hinanden som medlemmer.