Sidste Chance Introduktion

I den kommende tid er målet at tage et kig på dannelsesdiskussionen. Her i sommerferien træder jeg altså lidt væk fra stammen i mit projekt og gennemgår en bog. Det skal dog vise sig at det jeg finder i bogen er det præcis samme som jeg finder i danske uddannelsesforskningsstudier. Dvs. dårlig argumentation, vage naturlove, magiske begreber og svage slutninger. 

Bogen er “Sidste Chance” en antologi om dannelsesbegrebet redigeret af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard. I dette indlæg gennemgår jeg bogen introduktion skrevet af de tre redaktører. Introduktionen dækker nogenlunde den generelle oplevelse af bogen, men jeg tager nu alligevel et udvalg af artiklerne i betragtning i senere indlæg.

Bogens overordnede formål og grunden til titlen er at forfatterne bilder sig ind at det er sidste chance for at redde dannelsesbegrebet. De skriver ud fra en logik etableret i nogle andre bøger om den “urene pædagogik”:

“Nu vil den urene pædagogik også være det, den hele tiden var, nemlig pædagogisk. Og dermed vil den også i kontakt med det dannelsesbegreb, som den rene pædagogik ellers har søgt at fortrænge.” s8

Den “rene pædagogik” dvs. fjenden er så vidt jeg kan finde ud af politikere, økonomer, folk der skriver lærerplaner, altså DJØF. Som man kan se på citatet er der også noget begrebsschizofreni på spil. Bogens redaktører er jo nogle teori-buff typer og jeg forventer derfor en del mysticisme og antropomorfisering af begreber, samt en generel implicit tro på at begreber er magiske.

Efter noget introduktion af emnet, “den urene pædagogik”, taler de om en masseuddøen af begreber. Skurken er de nævnte når de misbruger akademikernes rene begreber:

“Dialog er eksempelvis noget godt og en forudsætning for, at vi mennesker kan forstå hinanden. Men i dag er begrebet stjålet og bruges typisk af den stærke part i en konflikt til at sørge for, at der ikke sker nogen forandringer.” s11

Der er mange forkerte antagelser her. Præmissen er selvfølgelig at gode, meningsfulde begreber er blevet forplumret af magteliten eller djøffere. For Brinkmann og Tanggaard er ikke en del af nogen elite i hvert fald! Jeg mindes hvordan Marx i det kommunistiske manifest hånede pre-industrialiseringens bourgeoisi, greverne og baronerne der nu, som et produkt af teknologisk udvikling og dertilhørende vækst, blev erstattet af det nye kapitalistiske bourgeoisi. Deres romantiserede bånd på bonden blev erstattet med kølige, kyniske kapitaltransaktioner, afsløret for det de i virkeligheden var. Det samme er sket her. Begreberne som Brinkmann og co. nævner som “Dialog, anerkendelse, innovation, positiv og udvikling” var altid tomme. Deres tomhed er blot blevet “afsløret” i det at de ikke har ledt til forandring, hvilket ikke er mærkeligt fordi de underliggende sociale relationer som de bliver brugt til at beskrive ikke har ændret sig. Her ligger i øvrigt en dybere pointe. Det er en magisk antagelse, på niveau med troen på effekten af sataniske ritualer, at tro at begreber fører til forandring. Begrebers betydning er fuldstændigt afhængige af det miljø som de bruges i. Magteliten har altså ikke stjålet og forplumret noget, de har bare taget de ord som var i sproget og anvendt dem, og det har ændret ordene, fordi det er den vej kausaliteten vender. Hvordan ville et alternativ overhovedet se ud? Skulle man forbyde visse grupper anvendelsen af visse ord? Hvordan ville det ændre ordenes beskaffenhed at lave sådanne regler? I citatet er der i den sammenhæng en implikation om at hvis blot ordene ikke var blevet forplumret så var forandring sket, som om at en ledelse der bruger ordet “dialog” på en “ren” måde, ville se sig nødsaget til forandring i retning af den intellektuelle elites kernesager. Som om at bestemte rene ords rene betydning får folk til at handle på tværs af deres incitamenter. Der er som sagt tale om en moderne måde at tro på magi, som en slags animistisk religion, hvor ord gives guddommelige kræfter. Det jeg ser er en intellektuel elite der begræder at visse ord viste sig ikke at være magiske alligevel, da ordene blev sat ind i den almindelige, kyniske og grå hverdagskontekst, hvor incitamenterne styrer og den intellektuelle elite spilder sin tid på ikke at udfordre dem, ved konstant at bekymre sig om sproget. Den implicitte tro på magi er en erstatning de giver sig selv for deres projekts manglende potens.

Uanset så kommer projektets kerne, altså baseret på denne ikke eksisterende præmis om at ordet dannelse kan forplumres og at hvis det sker så kan man ikke bare, som alle rationelle mennesker der lige er lidt i tvivl om hvad der menes, kvalificere sine udsagn. Når dannelse bliver forplumret så er det begreb bare ødelagt! Eller det leger Brinkmann, Tanggard og Rømer i hvert fald.

“Andre ord er endnu ikke helt tabt, men er truede af udryddelse, og det er ved at være sidste chance, hvis de skal reddes. Vi mener, at dannelse er et sådant ord.” s11

Kort efter viser det sig dog at forståelsen af dannelse er ganske tom:

“I udgangspunktet er dannelse en betegnelse for den proces, hvor et menneske myndiggøres ved at vokse ind i et fællesskab, hvor det i udgangspunktet er underkastet normer og traditioner, som det siden kan bidrage til at vedligeholde og forny.” 

Alt er i ordet “udgangspunktet”, smag på den sproglige svaghed. Det er så vagt, at det lyder som noget der ville være svært at forhindre, medmindre samfundets indretning var således at børn skulle vokse op i isolation langt væk. Det medgiver forfatterne dog også, trods deres egen position, i en klassisk akademisk stråmand vendt imod nogen der aldrig har eksisteret, men som angiveligt har påstået det modsatte denne meget vage beskrivelse som knapt kan have modsætninger:

“Dannelse er altså ikke bare noget med at kende til etikette og romanklassikere (selv om det ikke skader), men en bred proces, der kan foregå overalt, hvor mere erfarne hjælper mindre erfarne med at forstå sig selv som del af en større sammenhæng (som barn i hjemmet, som lærling på værkstedet, som elev i skolen osv.). Dannelse handler i bredeste forstand om at blive opmærksom på den verden, man er en del af, uden at spørge “om det kan betale sig”.”

Så hvordan kan et begreb for en proces som foregår overalt, og som nødvendigvis ville foregå i alle samfund i en eller anden form, være truet med hensyn til sin meningsfuldhed som et vagt begreb der er tomt i den forstand at det refererer til ethvert menneske over tid?

“...risikoen er, at begrebet indsættes i den sædvanlige ramme, hvor det skal effektmåles og styres, så stat og kommuner får “mest mulig dannelse for pengene” (eller noget i den retning). Den stående risiko er, at dannelsen - som er et mål i sig selv - reduceres til en slags kompetence eller målstyret “synlig læring”.” s12

Så en ikke-problemstilling hvor vi frygter at ordet for denne her proces som foregår altid allerede, bliver brugt om forsøg på effektivisering. Ideen om at begrebet “reduceres” ved sådan brug er nonsens, for begrebet dækker over en så vag proces at det allerede var luft i forvejen. Igen kommer troen på at ord er magiske til syne som implikation. Ved at “redde” begrebet dannelse, undgår man effektivisering? Åbenlyst, nej. Ved at lade effektivisterne anvende begrebet dannelse ophører dannelsesprocessen så? Åbenlyst, nej, givet forfatternes egen beskrivelse. Har skoler, kommuner, ledelser etc. en interesse i at effektivisere uanset hvilket begreb vi har om dannelse? Ja, selvfølgelig. Der er intet problem her der kan eller skal løses. Det er bare den intellektuelle elite, der forsøger at slå den politiske elite oven i hovedet med ting som den økonomiske elite er fuldstændigt ligeglade med. Imens er det åbenlyst at vi ikke kan have et undervisningssystem som ikke må planlægges fordi det absolut skal støttes af et magisk begreb som vi ikke må undersøge, uddybe og forsøge at gøre måleligt, fordi begrebets magi så vil ophøre. Den intellektuelle elite er i effekt de historisk konservative her. De klamrer sig til ideen om en mystisk, magisk dimension af begrebet dannelse af fuldstændigt traditionelle årsager. Og jeg er for en gangs skyld Marx side, og jeg siger lad os beskrive det til døde, lad os lave effektmål af det, lad os lære alt hvad der er at lære uagtet om nogle begreber så ændrer sig, og vores fantasier om dem blive så grå og kedelige som den virkelighed vi undersøger. Alt hvad der kan vides, skal under hverdagens beskæmmende lampe. Og jeg tror intet andet end at dannelse, som jeg har kommenteret flere gange allerede, er et fuldstændigt tomt begreb. Den intellektuelle elite (hvilket måske er en lidt stor titel til Brinkmann, Tanggaard og Rømer) forsvarer en tom kasse.

“Måske kan vi stadig nå at redde dannelsen fra at ende på bullshit-bingopladen. Måske kan vi stadig nå at redde ‘tillid’, ‘leg’ og andre ikke-instrumentaliserbare ord.”

Hvis noget har fået mig til at tænke på dannelse som et bullshit begreb, så er det forfatternes beskrivelse her. Det er mig en gåde hvordan de kan undre sig over at et begreb, defineret som de selv har gjort det, kan undgå at blive kaldt bullshit. De nævner også, med et romantiserende glimt i øjet "innovation", som om det begreb nogensinde har været andet end bullshit. Her skal man selvfølgelig også huske at de folk som her forsvarer begrebet dannelse er folk som jo lever af at finde på bullshit. Hvem husker ikke Brinkmanns bog Oplevelsessamfundet (link til bogvægten)? Man kan sige at det også er deres egen branche, de forsvarer. De forsvarer deres egen omgang med vage ord med påstanden om at når de skriver om ordene, så er de “rene” og “meningsfulde”, men at hvis en leder gør det, så dør ordet simpelthen. Hvorfor er det, at de her ord ikke kan tåle omgang med andre praksisser end den akademiske? Er det fordi der ikke er tale om interessante ord og interessante ideer? Hvis du, som der påstås med ord her, flytter et forstørrelsesglas fra et objekt til et andet, og det så ophører med at fungere, er det så et godt forstørrelsesglas? Måske du skal overveje om det overhovedet var et forstørrelsesglas du havde fat i.

“Ligesom med biodiversiteten skal vi også redde begrebsdiversiteten, så vi fortsat kan tale om det, der har iboende værdi, historisk dybde og ikke kun er et middel til optimering og konkurrence.” s12

Min bullshit-plade bimler ved udtryk som “iboende værdi” og “historisk dybde”. Den implicitte magiske ide her er at hvis dannelse, som begreb, skifter endnu mere mening, så mister vi simpelthen evnen til at kommunikere om visse ting. Det er selvfølgelig fuldstændigt absurd at sproget skulle være så lukket. Hvis det går så galt kan man åbenbart slet ikke kvalificere sine udtalelser længere ved en operation så simpel som at sige “klassisk dannelse” eller “Brinkmann dannelse” dvs. i den her givne mest vage definition.

Med hensyn til dannelse giver forfatterne nogle flere kvaliteter. Lad mig i øvrigt notere at jeg ikke synes at det er vildt vigtigt at definere et begreb præcist i almindelighed. Det er selvfølgelig vigtigt i forbindelse med juridisk termer og i andre specielle situationer. Meget af tiden brugt på at definere termer af humanistiske akademikere er spildtid for mig at se. Det er sjældent særligt vigtigt at et begreb har en specifik betydning udover hvad der er implicit i dets brugskontekst, samt almenkendt. I dette tilfælde påstår forfatterne imidlertid at de vil redde et begreb, og så må vi jo beskrive det nogenlunde præcist, da det jo er selve begrebet vi er fokuseret på. Her er de kvaliteter forfatterne tilskriver begrebet, udover de nævnte: 

• Dannelse foregår et sted man kan undersøge og fare vild i. Stedet har en fortid, og inkluderer altså eventuelle hændelser og lignende. Forfatterne nævner alt muligt.

• Dannelse handler om at vekselvirke med stedets ting og lag. Det skal lede til at mennesker udvikler sig og kommer med nye ideer som en del af et “selvstændigt kundskabsliv sammen med andre” (hvilket lyder nærmest paradoksalt).

• Stedet er både en både åndelig og praktisk sammenhæng. Hvad end det betyder.

• Dannelsen har et element af friktion, en konfrontation med noget fremmed eller en form for modstand som prompter en til at undersøge og eksperimentere.

• Dannelse går ikke op, man kan “ikke reducere dannelse til et spørgsmål om tilpasning til skolens formålsparagraffer.” (lidt en uddybelse af punkt to i denne her liste jeg har strikket sammen for at overholde god citat-skik og ikke overcitere).

Forfatterne tilføjer som en lovmæssighed:

“Alle former for nulstilling af disse sammenhænge er et brud på dannelsens princip og proces.” s13

Så det er simpelthen dannelsens jernlov som er blevet fremlagt her. Det er bredt og vagt nok til at inkludere alt muligt, så jeg synes ikke rigtigt at vi er blevet klogere. Jeg kan ikke se hvordan beskrivelsen udelukker anvendelsen af effektmål og den slags onde ting som forfatterne ikke kan lide. Jeg tror ikke der er nogen som har forsøgt at reducere dannelse til “skolens formålsparagraffer”, hvilket virker absurd, men skolens formålsparagraffer kan sagtens passe ind i flere af de her givne kategorier. De hører til et sted, man kan undersøge og fare vild i. Man kan vekselvirke med dem, hvis det betyder at mennesker gør et eller andet i relation til dem. Med hensyn til sidste punkt ser man også mysticismen. At sige at dannelse ikke går op er det samme som at sige at der altid er en ukendt faktor. 

En anden ting jeg også noterer mig i gennemgangen, af projekterne som præsenteres i bogen, er at alle forfatterne selv er et produkt af effektiviseringsbølgen (det de kæmper imod). Hele deres argument er jo at vores uddannelsessystem og samfund ville være bedre, hvis vi bare planlage uddannelse efter deres dannelsesbegreb i stedet for et effektiviserings-orienteret et af slagsen. Så valget er mellem et begreb, som er reduktionistisk (DJØF), men hvor vi forsøger at måle effekten af hvad vi laver, og har en forudsætning for at blive bedre, og et begreb som er mere holistisk og derfor umuligt at arbejde med, hvor vi leger at tingene kun fungerer så længe vi ikke kigger under motorhjelmen. Det er meget klassisk humanistisk det her med et Orpheusk begreb.