Sidste Chance Lene Tanggaard

 Lene Tanggaard “Dannelse former os som hele mennesker”

I sit bidrag til antologien "Sidste Chance " (2021) skriver Tanggaard en masse om hvad dannelse muligvis er. Det virker lidt søgt og lidt spildt, fordi hun også, tidligt i teksten som en del af sin hensigtserklæring, skriver således:

“Jeg belyser brugen af begrebet og udfordrer det også. Er det fx for vagt og for uklart til, at vi kan bruge det? Eller er det netop denne vaghed, vi skal værne om?” s20

I introduktionen til antologien, som Tanggaard selv har været ind over, talte de om uren pædagogik. Det er der ikke meget af i resten af bogen, fordi forfatterne mere end noget andet stræber efter at holde dannelsesbegrebet rent, ved at gøre det vagt. Ideen om at det er vigtigt at holde begrebet vagt, hvilket flere af skribenterne i bogen argumentererer for mere eller mindre direkte, er en absurditet. Det er en direkte opfordring til mystcisme, en anti-videnskabelig ide. Men så er de jo faktisk også imod videnskab generelt, det er en del af projektet. De kan ikke lide effektmål og interventionsstudier. Det er rigtigt at djøferne og Lars Qvortrup er rigtig dårlige til videnskab, men dårlig videnskab er stadig bedre, end en eller anden mærkelig form for censur, hvor vi ikke må undersøge og operationalisere et begreb som dannelse, fordi vi synes det er bedre at romantisere det. Var der ikke noget med at videnskaben faktisk er kunsten at fejle sig frem? På et eller andet plan er Tanggaard og co. blevet skræmt, og antologien her er reaktionen. Uanset kommer Tanggaard ind over mange af de temaer der vender tilbage igennem flere af artiklerne:

• Vage, ubrugelige beskrivelser, pseudo-definitioner af begrebet dannelse.

• Kritik af videnskab eller djøffernes måder at gøre det på.

• Romantisering af dannelsesbegrebet. 

• Poetiske, passionerede og frem for alt luftige passager hver gang der skal konkluderes så vi ikke kommer til at sige noget der rent faktisk kan efterprøves.

• Dannelse forstået som en slags guddommelig kraft som man ikke kan styre og bestemme hvornår man møder.

• Tro på at begreber er magiske og at deres definitioner har reelle effekter på folk og insitutioner.

For understrege er her nogle af de utroligt mange ting som Tanggaard mener at dannelse er: 

“En undervisning, der rummer dannelse, gør, at eleverne får lyst til at forstå mere af det, de endnu ikke forstår, så stoffet vinder en chance for at sætte sig spor og få betydning for dem.” s19

“Vi får form af dannelse, fordi vi formes en særlig slags erfaringer, der sætter sig i vores eksistens. Nogle gange kan vi decideret huske egne dannelseserfaringer gennem de steder, hvor de fandt sted. ” s20

“Dannelse skal forstås som noget, der finder sted, når vi oplever en overskridelse af det eksisterende, når vores faglige og personlige eksistens formes af skelsættende erfaringer, og når vi har brug for at spørge nysgerrigt og undersøgende til hvorfor, hvornår og hvordan?” s22

“Dannelse sker i de øjeblikke, hvor noget får betydning. Det kan være en tekst, der sætter sig, en oplevelse, der aldrig glemmes, eller en bemærkning, der bliver hængende på en måde, så vi forandres af den.” s24

“Dannelse er også, når vi kan se, respektere og forstå, at den anden ser verden helt anderledes end os selv. Dannelse er tilmed, når vi formår at omsætte vores viden og færdigheder på værdifulde måder i relation til den situation, vi står i.” s24

“Dannelse er med andre ord at kunne forbinde sig til en historisk, social og kulturel verden på en måde, hvor man møder den anden med værdighed, tyngde, ligefremhed og respekt.” s24

Indtil videre har vi altså bingo på både lange vage beskrivelser af dannelse, samt romantiseringen af dannelse og det at dannelse er noget der sker for en, man styrer det ikke selv.

I sidste del af artiklen tager Tanggaard fat i en mail hun har fået fra en keramiker med gudekompleks, der skriver om hvordan leret, dvs. eleverne, skal arbejdes med. Man skal respektere leret osv.. Jeg fornemmer et gudekompleks fordi det jo typisk er sådan gud laver mennesker og at implikationen er at den gode underviser har helt usandsynlig indflydelse på de unge mennesker. Faktisk mangler der i dannelsesdebatten generelt en respekt for at uddannelse jo faktisk ikke påvirker folk vildt meget med mindre de bliver professionelle akademikere. I den sammenhæng mangler vi også at kigge på akademisk formåen i forhold til lande med andre dannelsestraditioner end vores. Er vi rent faktisk mere kreative end de andre og har vi nogensinde været det? Hvornår er det at dannelsesbegrebet rent faktisk har betydet noget for andre end akademikere?

Uanset konkluderer Tanggaard følgende ud fra lerorgasmen:

“Dannelse finder sted der, hvor noget ender med at sætte sig spor. Det fordrer, hvis vi følger beskrivelsen ovenfor, at vi har respekt for den anden, for materialet. Leret skal passes og behandles med afsæt i dets egne præmisser. Vi kan ende med at sjaske det hele til med for meget vand og for hårde tryk. Leret skal kunne stå selv og bære sin egen form, og derfor må vi handle med respekt og med omsorg, når vi har en bestræbelse på at forme, på at danne.” s34

Citatet er også et tydeligt eksempel på det poetiske. Vi kan ikke give konkrete løsninger, så vi taler i passionerede, poetiske metaforer. 

Dannelse er altså rigtig mange ting, altså ikke konkrete ting. Hele kategorier af ting faktisk. Ja, faktisk så mange ting, at det er ligegyldigt hvordan man definerer det. Tanggaard skriver om at hun var dommer til et event hvor de skulle bedømme bachelorprojekter ud fra en ide om dannelse:

“Det er i sig selv sigende, at uensartede begreber og forestillinger om dannelse ikke stillede sig i vejen for, at vi imellem os kunne pege på et projekt, som vi mente handlede om dannelse eller viste tegn på det. Vagheden eller uklarheden i definitioner syntes ikke at være en forhindring.” s30

Eksemplet er et argument imod Tanggaard og antologiens mission. Der er ingen grund til at bekymre sig om begrebets uddøen for det fungerer fint selv med forskellige definitioner. Men vi må antage at Tanggaard ikke mener at eventuelle djøffede definitioner tæller med? Man kan også notere, at der måske ikke var nogle problemer på grund af vagheden. De tilstedeværende vidste ikke hvad de snakkede om, meget ligesom Tanggaard og hendes medsammensvorene i denne antologi, og kunne derfor ikke verificere uoverensstemmelser. 

Der er rigeligt vag poesi om hvad dannelse er, men for at beskytte vagheden er der jo ikke nogle beskrivelser som ville kunne operationaliseres på en måde, så vi kan forbedre uddannelse eller andet konkret. Vi kan bare konkludere at vi ikke kan lide folk som forsøger at operationalisere vores yndlingsbegreber og lave undersøgelser og den slags. 

Tanggaard nævner ikke djøfferne eller Lars Qvortrup direkte. Hun skriver bare at selvom at dannelse er noget der kommer på utilregnelige tidspunkter og som en overraskelse og en lyst til at lære mere, så er det kategorisk aldrig nogensinde i situationer hvor følgende er til stede:

“Dannelse er noget andet end døde tal og bogstaver på papir eller usammen- hængende bullet-points på en power-point.” s24

Så det er muligt at man kan blive dannet af at lave matematik eller læse, men ikke hvis de implikerede bogstaver og tal er “døde” hvad end det betyder.

Kritikken af videnskab, udover den nævnte implikation af at “værne om vagheden” kommer som en mere avanceret form for kætteri. 

Tanggaard vil supplere sin ide om dannelse med hverdagssituationer hun lige kan huske. Det mener hun godt at man kan generalisere:

“... der giver et indblik i, hvor og hvordan dannelsesbegrebet anvendes idag, og hvad det betyder for helt almindelige mennesker…” s23

Altså forskning i hverdagen, det har Brinkmann åbenbart skrevet om:

“Det er altså på den måde mere virkelige data end de konstruerede og dermed kunstige data, man typisk indhenter i forbindelse med interviews eller systematiske observationer, og som man ofte finder beskrevet i forskningslitteratur.” s23

Jeg må i den sammenhæng nævne at eksemplerne som Tanggaard bruger i sin artikel er anekdoter. Hun har talt med en underviser og en direktør og en keramiker. Argumentet er altså bogstaveligt talt at anekdoter er “mere virkelige data” end anerkendte måder at producere data på. Men kritikken af det kan jo ikke være stærkere end hvad vi vælger at ligge i ordet “virkelige”, hvad betyder det overhovedet i denne sammenhæng? Jo, det beskriver Tanggaard faktisk, med udgangspunkt i Rømer der også tilføjer til antologien. Det handler om at lade “virkeligheden protestere”. I et videnskabeligt sprog skulle de her ad hoc anekdoter altså svare til små case studier der modsvarer en hypotese. Det klassiske eksempel er at du troede at alle svaner var hvide, du behøver kun at se én sort svane for at vide at den hypotese var forkert. På samme måde skal Tanggaards små eksempler nu protestere imod vores antagede hypoteser om dannelse. Problemet er bare at vi har ikke nogle antagede hypoteser om dannelse, fordi Tanggaard har beskrevet det så vagt, at det kan ikke operationaliseres til hypotese niveau. Var ideen iøvrigt ikke at redde begrebet fra misbrug, hvordan skal det lade sig gøre hvis man bare hører hvordan andre bruger det? Ikke at jeg sympatiserer med den mission. Et andet problem er at Tanggaard ikke lader virkeligheden protestere. Hun nævner et minde om en direktør som spurgte om vi overhovedet behøver dannelse i grundskolen. Spørgsmålet leder Tanggaard til at kontemplere “...hvad dannelse kan og skal betyde i en grundskole kontekst.”

Hun lod altså ikke virkeligheden protestere, men gik direkte videre til at sige at der skal være dannelse i grundskolen.

Det “at lade virkeligheden protestere” er hvad al videnskab går ud på. Vi prøver at få virkeligheden til at fortælle os om sig selv, men det er meget svært at gøre på en brugbar måde. Tanggaard bruger eksempelvis begrebet her for at undgå at tale om almindelig videnskab og i stedet legitimere sine anekdoter som en form for videnskabelige data.

Sidst men ikke mindst er der eksempler på troen på begrebers effekter på virkeligheden. Det mest direkte i Tanggaards artikel er følgende:

“Hvis dannelse skal have betydning i grund- skolen, så kræver det en omvurdering af den måde, hvorpå læringsbegrebet er blevet defineret i en årrække i skolens regi, hvor det fx er uomgængeligt, at vi genvinder en forståelse af det, vi endnu ikke forstår og ikke kan se endnu (se Rømers bidrag i denne antologi).”

Begreberne har effekter og de skal i øvrigt passe sammen. Nogle af de andre skribenter er værre end Tanggaard på dette punkt.

Således kom vi pladen rundt.