Sidste Chance Rasmus Rahbek

 Rasmus Kolby Rahbek “Når dannelse finder sted” i Sidste Chance -antologien.

Jeg fortsætter min tur-de-force af bogen Sidste Chance: Nye Perspektiver på Dannelse. Efter Lene Tanggaards input kommer vi til Rasmus Kolby Rahbek der, ved bogens udgivelse i hvert fald, var forstander ved Den Frie Lærerskole. 

Hans forsøg på at “redde” dannelsesbegrebet og at komme med “nye perspektiver” på dannelse starter med en hel masse floskler i denne stil:

“For at dannelsen kan finde sted, må således både mennesket, verden og mødet være i spil.” s39

“Dannelse handler på den måde om at være menneske, om at være menneske i verden.” s39

Man kan jo udfordre lidt allerede her ved at spørge om Rahbek kan nævne begreber der ikke kan knyttes til det “at være menneske i verden”?

For lige at genopfriske checklisten over gængse problemstillinger i antologiens artikler, så er den her:

1. Vage, ubrugelige beskrivelser, pseudo-definitioner af begrebet dannelse.

2. Kritik af videnskab eller djøffernes måder at gøre det på.

3. Romantisering af dannelsesbegrebet. 

4. Poetiske, passionerede og frem for alt luftige passager hver gang der skal konkluderes så vi ikke kommer til at sige noget der rent faktisk kan efterprøves.

5. Dannelse forstået som en slags guddommelig kraft som man ikke kan styre og bestemme hvornår man møder.

6. Tro på at begreber er magiske og at deres definitioner har reelle effekter på folk og insitutioner.

Som man kan se på de fremhævede citater har vi altså fra start af noteret punkt 1 og punkt 3. Rahbek beskriver dannelse i poetiske, romantiserende og ganske ubrugelige vendninger. For igen at understrege så er problemet med det at vi ikke får noget at vide om dannelse, som gør det til et relevant begreb i forhold til at kritisere f.eks. folkeskolereformen, hvilket jo er der hvor det vigtige arbejde ligger. 

Flosklerne fortsætter som tung regn gennem artiklen. Rahbek har angiveligt skrevet en Ph.d.-afhandling på et tidspunkt og det viser sig at være relevant viden, da titlen på afhandlingen er “Stedets pædagogik”, og det kommer vi rimelig hurtigt frem til:

“Men også på en anden måde er dannelse tæt forbundet med liv. Nemlig med det liv, vi lever i verden. At være som menneske er at være et sted (Casey 2009).” s40

Man kunne kalde det søgt, men man kunne også, som jeg, håbe at fordi Rahbek skriver ud fra noget han har arbejdet i flere år med, så kunne der risikere at komme reel viden ud af det. Vi bliver i hvert fald lovet at det vil blive mere konkret:

“I dette kapitel vil jeg forsøge at se dannelsen i lyset af stedet.¹ Dermed er det tanken at pege på en mere konkret og livsnær forståelse af dannelse end en, der tager sit afsæt i fx opdragelse, viden, socialisering eller kritik. “ s40

Problemet med at gøre dannelse mere konkret ved at holde det imod begrebet “sted”, er når man definere sted på følgende vis:

“Er sted er noget andet og mere end et rum.” s40

“Rum er noget, man bevæger sig igennem, mens et sted er noget, man opholder sig på…” s40

“Rum er i højere grad abstrakte, mens steder er konkrete.” s41

“Rum er forestillede, mens steder er levede.” s41

Der foregår ikke noget konkret her, og den poetiske tone fortsætter, som en slags ironisk, sarkastisk kritik af de andre artikler i antologien. Rahbek skriver nærmest som om at han parodierer danske, akademikere. Det er poesi i sin reneste form, fuldstændigt skrellet for oplysningstidens undersøgende, udspørgende tilgang, tilbage står kun en fascination af det at skrive om luftige begreber. Heldigvis begynder Rahbek at hive fat i nogle teoretikere, så kan det være at det bliver mere konkret:

“Den amerikanske filosof Jeff Malpas (1999) beskriver stedet som en kompleks samling, i hvilken vi er forbundet med andre mennesker og ting.“ s41

Nåh, det hjalp ikke så meget. Hvad med filosoffen Edward Casey?

“Steder er ikke blot, steder sker.” s41

Jeg noterer mig at der generelt, på tværs af artiklerne i antologien anvendes andenrangsfilosoffer. Dvs. folk der ligesom Rahbek dyrker den særegne akademiske, poetiske retorik, men som ikke arbejder med noget relevant problem, på nogen relevant eller konsekvent måde. I mit hovede kalder jeg denne form for retorik, der udgiver sig for at være en form for videnskabelig kommunikation for “poeteori”.

Dermed synes jeg også at vi har fået punkt 4 med. Der er helt klart en tendens til at erstatte alle muligheder for en mere præcis forklaring af det der kommunikeres med poetiske, passionerede og fuldstændigt tomme udsagn. Både dannelse og steder er her kæmpe store kategorier der ikke kan bruges til at sortere i virkeligheden på nogen interessant måde. De fremhævede citater er fuldstændigt holistisk åbne betragtninger, forklædt som afgrænsninger. At sige at steder er noget der sker, kan lyde selvsikkert og nærmest som erklæringen af en naturlov, fordi det er udsagn uden grænser. Det fortæller os intet om hverken steder eller hændelser.

Rahbek samler op på flosklerne:

“I lyset af denne forståelse af menneskets tilværelse som en tilstedeværelse, tegner der sig tre perspektiver for dannelsen. For det første kan dannelse ses som det at finde et sted i verden, et sted at bo. For det andet knytter dannelse sig til en fællesmenneskelig praksis, et fælles (pædagogisk?) liv. Og endeligt skaber dannelse grund for en ny begyndelse, i hvilken livet kan digte med én og give tilværelsen skikkelse, form og skæbne.” s44

Rahbek overgår alle de andre bidragydere i antologien i vaghed. Nu ved vi mindre om dannelse end vi sandsynligvis ville gøre, havde vi spurgt en eller anden tilfældig i gågaden.

Punkt 6 ligger og lurer i dette citat:

“Dannelsens forbindelse mellem mennesket og verden findes ikke i en abstrakt refleksion, selvom mange diskussioner om dannelse til tider kan virke sådan. Nej, dannelsen finder netop sted.” s46

Det illustrerer at Rahbek virkelig mener at hvis bare begrebet sted anvendes, så bliver det, han skriver om mere konkret. Det er altså et begreb med en magisk effekt. Det kan i øvrigt ses i sammenhæng med dette:

“At dannelsen ikke kan kontrolleres, medfører, at den må være åben. Vi kan ikke diktere, hvad dannelsen bruges til. Derfor kræver dannelsen frihed. Frihed til, at tingene kan være anderledes. At noget nyt kan vise sig.” s59

Dannelse er et magisk begreb der gør ting. Ud fra retorikken vurderer jeg i øvrigt at vi også har punkt 5 her. Dannelse er for Rahbek så vagt og uhåndgribeligt, at det får en guddommelig karakter. Det er som en hellig ånd, der nogle gange viser sig under de rigtige forhold (som et bestemt ritual).

Apropos: 

“I arkitekturen bruges stedets ånd i dag som begreb for stedets særlige karakter, identitet, sammenhæng, værdi, autenticitet og mening. Stedets ånd transcenderer enkeltelementer og samler dem til et meningsfuldt hele, en orden (Vecco 2020). På et socialt plan forener stedets ånd mennesker og giver dem en fælles identitet og skaber på den måde grundlaget for relationer, venskaber og fællesskab og i videre forstand samfund.” s58

Der er helt klart nogle kristne motiver. Han bruger ideen om stedets ånd fra arkitekturen til at give det tætteste vi kommer på en kritik af det moderne uddannelsesregime i denne omgang (punkt 2). På side 60 kritiserer Rahbek, hvordan moderne uddannelsesbygninger ser ud. De ligner ikke uddannelsesbygninger mener han. Jeg vil dog påstå at vi idag, mere end nogensinde, har bygninger som er designet til undervisning. At de så er grimme er jo en smags sag. Rahbek uddyber kritikken en lille smule til allersidst i artiklen. Han mener at gamle lærerinder der gør tingene på den rigtige måde, ifølge ham, og virkelig er tilstede, i en eller anden forstand, er en form for dissidenter i forhold til hvad de grimme skolebygninger betyder for Rahbek selv:

“Heldigvis er der stadig små lommer af modstand mod den evindelige nivellering og monotonisering, hvor alting gøres ens. De gemmer sig dog godt, disse dissidenter.” s60

Nivellering? Det er nok djøffere han mener.

Med hensyn til punkt 2 benægter Rahbek ikke videnskabelighed direkte på anden vis end i hele sin tilgang til at skrive en akademisk tekst. Altså der foregår ikke noget videnskabeligt, men det betyder jo ikke at han ville være imod, hvis der gjorde. 

Det bekymrer mig, hvor populært det er at skrive vage definitioner af begreber som om man har opdaget en naturlov. Jeg går ud fra at det er en eller anden arv fra hermeneutikken. Men pointen med hermeneutikken var jo, at humaniora skulle være mere videnskabeligt. Ja, deres løsning var grundlæggende set at læse tekster flere gange og så skrive om det. Det må du spørge Dilthey om.