Sidste Chance Svend Brinkmann

Jeg er ved at gennemgå artiklerne i antologien "Sidste Chance - Nye Perspektiver på Dannelse", fordi de fylder mig med vrede. Svend Brinkmann som også er redaktør på bogen har skrevet artiklen “Lev mindre, tænk mere”, som jeg gennemgår her.

Brinkmann starter med dette citat:

“Et liv uden tænkning er fuldt ud muligt: I det tilfælde udvikler det ikke sit eget væsen det er ikke kun meningsløst, det er ikke fuldt ud levende. Mennesker, der ikke tænker, er som søvngængere. - (Arendt 2019: 215)”

Citatet forekommer ironisk, da antologien jo er skrevet af folk der lige præcis ikke tænker. De skriver som de plejer og fyrer alt muligt vagt fis af sådan som man gør. Frem for at spørge hvordan vi kan arbejde videre med at forbedre uddannelse, forbedre unges kår, eller nogle af de mange andre ting som de gerne vil, forvirrer de deres egen sag med det akademisk distancerede spørgsmål: Hvordan kan vi redde dannelsesbegrebet? 

Med hensyn til titlen på Brinkmanns indlæg, så er han jo 10-14 år for sent ude, og han burde vide det, for det var jo den samme anti-visdoms-bølge som han selv var en del af. Måske tror han at vi har glemt det?

Brinkmann forsøger, mere eller mindre forsigtigt, at sige at depression nok har noget med krav i det moderne samfund at gøre. Han refererer til Alain Ehrenberg, der har lavet “et stort studie af depression”, men det er ikke et studie i videnskabelig forstand, fyren har bare skrevet en bog.

Brinkmann kan ikke, som ingen kan, give et præcist svar på hvad der forårsager depression, så han siger ting som det her:

“Så måske kommer de deprimeredes bekymringer blandt andet fra, at de med rette frygter at være for langsomme og tilbageskuende i en fremtidsforelsket tid?” s63

Det virker som om at han kun bringer det op fordi han gerne vil have at der er meget på spil i hans diskussion. Hertil noterer jeg det konservative i at være imod forelskelsen i fremtiden. Lad os lade være med at udvikle os!

Brinkmann foreslår, at vi bruger mere tid på at tænke “frit og kritisk” og at eftertænksomhed nok er godt for os alle “herunder de deprimerede”. Så der insinuerer han, at hans foreslag måske er en kur mod depression.

På den baggrund etablerer han tekstens præmis:

“I dette kapitel er min påstand, at en særlig form for dannelse er karakteristisk for den nødvendige tankefuldhed og eftertænksomhed – og at den er blevet en mangelvare.” s64

Implikationen er at Brinkmann har denne form for dannelse og at det er gået ned af bakke for os andre. Han vælger dog hurtigt at skrue lidt ned:

“Hvis samtiden mangler dannelse, er en af grundene, at den mangler tænkning” s65

Så nu bliver teksten bare meget spekulativ: Måske mangler samtiden dannelse -> Tænkning og dannelse hænger sammen -> Eftertænksomhed er en mangelvare.

Den eneste reelle påstand er det her med manglen på eftertænksomhed. Noget man på én og samme tid ikke kan påvise, men som er vagt nok til at være sandt for alle tider.

Brinkmann bekender sig til Gadamers ide om dannelse, hvilken han formulerer som højnelse af humanitet gennem kultur. En klassiker, hvor vi udskyder definitionen af det vage begreb “dannelse” med introduktionen af flere vage begreber “højnelse”, “humanitet” og “kultur”.

Vi starter med kultur. Brinkmann skriver at kultur ikke er kausale kræfter der påvirker mennesket udefra, men livsformer som man tager del i og “opdrages indenfor”. Til det må man jo bare spørge, hvad forskellen er? Kultur som et af de bredeste begreber vi har, indebærer nødvendigvis også livsformer. Hvordan undgår man at være en del af en livsform? At opdrages indenfor noget, lyder også som en påvirkning udefra af det enkelte menneske. Så jeg kan ikke se hvad Brinkmann mener at han siger eller afviser. 

Således efter ikke rigtig at have sagt noget om kultur, skriver Brinkmann om “højnelse af humanitet”. Det er svært at komme nærmere, men han tager gudskelov på sig det faktum, at hvis man siger “højnelse af humanitet” så siger man også at noget humanitet, hvad end det er, er bedre end andet. Men Brinkmann går selvfølgelig stille med dørene, for vi skulle jo nødig forarge nogen. Apropos den manglende tænkning, der gennemsyrer hele antologien. Vi vil gerne have at nogen er dannede, at dannelse er meningsfuldt at snakke om, men vi vil ikke sige at nogen ikke er dannede. Med den elitistiske ide om højnelse af humanitet, som centralt for dannelsesbegrebet, får vi også universalisme. Hvis nogle måder at være på er bedre end andre, jamen så bør alle selvfølgelig søge det bedste. Den tanke er ikke særlig populær i vores tid, så den kan Brinkmann ikke tage op i særligt kontante termer. Derfor gør han dette i stedet:

“Det er fint at være sig selv, men ikke hvis det betyder, at man er et dårligt menneske.” s68

Så ikke noget med at vi alle skal prøve på at være så gode som muligt, vi skal bare ikke være dårlige, men det implikative menneskeideal i undgåelsen af “det dårlige” bliver i praksis det samme som forsøget på at opnå “det gode”, for begge kræver kategorier af ting man bør og ikke bør gøre. Dvs. kategorier af adfærd vurderet til at være bedre end anden.

Er Brinkmann så klar til, i denne sammenhæng, at diskutere de spørgsmål som rent faktisk er interessante og svære? Han glider af på den:

“Det betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker er lige kloge, dygtige eller opfindsomme, men blot at alle mennesker er lige i værdighed og værdi.” s68

Det lyder rigtigt, men er helt og aldeles uforløst. Hvis alle mennesker ikke er lige, kloge, dygtige og opfindsomme, så har de heller ikke samme værdi i alle situationer. Efter hvilke situationer der er tale om bliver værdighedsspørgsmålet også udfordret. Det er en pandorasæske af interessante og svære diskussioner af lige præcis den slags der f.eks. kunne lede til nye perspektiver på dannelse, så lad os for alt i verden undgå det!

Og det gør Brinkmann. Næste afsnit handler om den lettere diskussion, vis præmisser stadig ikke er blevet etableret:

“Spørgsmålet er så, hvilken rolle tænkningen kan spille i højnelsen til humanitet gennem kultur? Hvordan hænger tænkning sammen med dannelse? Til at besvare det spørgsmål vil jeg fremhæve den idéhistoriske linje fra Aristoteles (2001) i antikken og til Hannah Arendt (2019) i det 20. Århundrede.” s68

Det er karakteristisk at når danske intellektuelle stiller sig selv spørgsmål i en tekst, så er det ikke for at hjælpe læseren til at forstå diskussionen, men fordi diskussionen er kørt af sporet og de gerne hurtigt vil videre. 

Jeg noterer mig at Brinkmann kommenterede i teksten at han ikke kunne nå at indfange dannelse i denne korte tekst, men idehistorie fra Aristoteles til Arendt er overkommelig åbenbart. Jeg noterer mig også en generel tendens blandt antologiens forfattere til at ville diskutere et eller andet de allerede har diskuteret andet steds og så udnytter de det vage dannelsesbegreb til at få teksten til at handle om ting de føler at de ved noget om. Alle ved i øvrigt at Brinkmann ligesom Bent Flyvbjerg og sikkert også en masse andre elsker at trække på Aristoteles til at diskutere hvad som helst. En tendens der fortæller os mere om hvor vage Aristoteles udtalelser egentlig var, end om de ting som de synes at relatere til i vor tid.

Brinkmann kaster sig ud i den sædvanlige smøre om det at gøre noget for det gode i sig selv og ikke for “konkurrenceevne” eller “bruttonationalprodukt”. Tag den djøffere! 

Så gennemgår han Aristoteles og Arendt, det er der ikke noget nyt i.

“Dannelse kan altså ske, når almindelige instrumentelle dagsordener og opportunistiske motiver ophæves, og man frit og levende kan engagere sig i det, Arendt et sted kalder den ikke-erkendende tænkning.” s73

Ja, mand! Så når man sidder og dagdrømmer og ikke laver en skid eller vil noget som helst, så kommer dannelsen som en magisk kraft ud af ingenting. 

“Sokrates var berømt for pludselig at kunne falde i staver og tilsyneladende være optaget af sit eget indre liv i lang tid - det var hans berømte daimon, der meldte sig, som på græsk både betyder skæbne, samvittighed og den indre stemme - hvorefter han kunne vende tilbage til det ydre, aktive liv i selskab med andre.” s73

Sokrates beskrives her som en slags troldmand med den særlige evne til at være en freak. Den ubrugelige tanke hyldes, hvilket er sjovt nok, men det er som en opfordring til det modsatte af at tænke. En hyldest til Morpheus. 

Brinkmann mener at evnen til at sidde og ignorere alle andre som ved en epileptisk absance, uden at lære noget af det eller løse et problem er begrænset i vor tid på grund af al larmen og de sociale medier og all that funky jazz. Det ser jeg som et af flere konservative tegn i projektet her. Lad være med at erkende. Tænk noget ligegyldigt for din egen nydelses skyld. Lad være med at uddybe og undersøge svære begreber. Søg ro. Sov. Du skulle jo nødig blive stresset.

Brinkmann går videre til at sørge, i forlængelse af Arendt, over at tænkning, som nu er en smuk, kulturel og særlig ting med en lang historie, er ved at forsvinde. Han overvejer ikke, at når Arendt allerede i sin tid skrev det, altså at denne diskurs er gammel, så er det måske fordi det er et klassisk eksempel på “declineism”. Dvs. ideen om at vi til alle tider har visse emner som vi altid mener er ved at blive dårligere. F.eks. civilisationen som helhed, ungdommen er et klassisk eksempel, folkets moral, kreativitet, den gode viden, den gode tænkning etc. I nogle folks hoveder er vi altid på vej nedad, altid i efterdønningen af et tab af noget originalt, godt og autentisk. Brinkmann nævner selv “vores almene bevidsthed om fortidens signifikans”, hvilket også er en floskel. Hver gang nogen laver noget dårligt som er vagt associerbart med noget i fortiden, så kommer alle de konservative trolde ud af buskene og kalder på mere historielæsning. Det er i sig selv blevet en farce. Folk der kender historien begår stadig de samme fejl, for folk handler ikke ud fra deres viden om historien, medmindre denne viden på en eller anden måde bliver indlejret i deres incitamenter til at handle. Hvis banken går bankerot så kommer alle stadig, den dag i dag, for at hente deres penge. Tænk på forsyningskrisen i 2021, hvor alle var enige om at det var dumt at gå ud og hamstre toiletpapir, og hvad gjorde de så? De hamstrede toiletpapir. For det var ikke et moralsk spørgsmål, det var et spørgsmål om incitamenter, hvis andre hamstrer, så bliver jeg også nødt til at hamstre. Det sker hver eneste gang der varsles om mangler, alle har oplevet det før, de har historisk viden om det, de ved at det er dumt og de er nødt til at gøre det alligevel. 

Brinkmann romantiserer på ganske konservativ vis den vage ide om tænkning han har fået opstillet som en del af dannelse. Den gamle form for tænkning. Husk nu de gode, gamle dage! Der tilbydes ikke et eneste argument for positionen eller en forklaring på hvorfor denne form for tænkning, som i øvrigt er karakteriseret ved at være privat, skulle være særligt afhængig af historien. Brinkmann kigger ud på strøget og undrer sig over, at han ikke ser folk der sidder og tænker for sig selv. Eller omvendt kigger han med et perverst, fetiscistisk blik på en eller anden stakkels fyr, der bare lige satte sig på en bænk og kom til at stirre ud i luften længe nok til at det virkede som om han tænkte uden at erkende. Men Brinkmann erkendte. Han erkendte at der kun var én fyr i gågaden som tænkte uden at erkende, så der må være en mangel på sådan nogle! Jeg vil dog lige kommentere at når jeg tænker erkendende over det, så tror jeg faktisk at flertallet af folk i gågaden tænker uden at erkende. Men den ide har jeg lige så meget bevis for, som Brinkmann har for sin tese om at der er en mangel på folk der tænker sådan.

Uanset, Brinkmann tager sigte på nogle djøffere, og han sætter endda navn på:

“Den såkaldte konkurrencestat skal skabe 'opportunistiske personer gennem pædagogik og uddannelse, hvor den enkelte skal motiveres til at betragte sig selv som "ansvarlig for egne kompetencer og for egen udvikling" som Ove Kaj Pedersen skrev i bogen om konkurrencestaten (2011: 190). Jeg har indtil videre argumenteret for, at dannelse i et og alt er det modsatte af opportunisme.” s74

Det understreger meget fint min pointe om hvor problematisk det er at vi hele tiden bliver spist af med vage definitioner af dannelse. Med citatet i mente har Brinkmann skrevet at dannelse er højnelse til humanitet gennem kultur og at det handler om livsformer som man opdrages indenfor. Kultiveringen er til de dyder, der realiserer menneskets fornuftige natur. Man kan opdrages til at være oppertunistisk, det er naturligvis fornuftigt i visse situationer. Dannelse er altså i Brinkmanns beskrivelse bredt nok til at indkludere Pedersens position. Så har Brinkmann rigtig nok også skrevet at dannelse er noget der sker når instrumentelle dagsordener og oppertunistiske motiver ophæves så man kan engagere sig i ikke-erkendene tænkning. Så nu skal vi lige pludselig forestille os ikke-instrumentel-opdragelse, og det er jo et paradoks. Argumentet om almenhed falder til jorden uden instrumentalitet, da den så mister sin grænse til alt det som ikke er alment. Der er en hel litteratur om forskellen på indoktrinering og undervisning som Brinkmann slet ikke berører. 

Med hensyn til menneskets fornuftige natur. Hvad er så mere fornuftigt end målsætninger og målinger og kedelige power points?

Apropos instrumentalismen:

“Vi har alle adskillige forkerte overbevisninger, men hvis 'sindets dyder' er adækvat kultiveret, skulle vi gerne være interesseret i at danne rigtigere tanker og overbevisninger.” s75

Det er en klassisk form for pseudointellektuel naivitet at tro at vi kan have “det gode i sig selv” og opdragelse eller dannelse, uden et instrumentelt aspekt. Hvis opdragelse eller dannelse er ønskeligt, så er der i effekt nogen som vil have indflydelse på andres adfærd. Så kan de, som forfatterne i denne antologi forsøger, distancere sig fra den ønskede kontrol på alle mulige måder. Åh! Dannelse er kun når du ikke lige tænker over det, det er noget privat, som du gør for dig selv. Dannelse foregår kun når du sidder alene i et rum med en hjelm af sølvpapir og fire halvtomme bajere. Uanset hvor langt vi skubber det stakkelse individ som skal dannes foran os, så er der et instrumental ønske om en proces der finder sted, som er et alternative til alle mulige andre processer og den skal helst lede til alle mulige ting som kritisk tænkning og medvind på cykelstierne. Mit spørgsmål er hvorfor forfatterne ikke bare laver en direkte kritik af folkeskolereformen og gymnasiereformerne, i stedet for denne her pseudodiskussion om et begreb begreb som det er åbenbart er synd for!?

Apropos kravene til den dannede, så kommer her nogle “vidensdyder”:

“Objektivitet: Evnen til at overskride sine subjektive fordomme

Nysgerrighed: Lysten til at blive overrasket for at blive klogere

Tvivl: Villigheden til at overveje gyldigheden af sit eget perspektiv

Grundighed: Bestræbelsen på fortsat efterprøvning af sine over- bevisninger

Man kunne også nævne ærlighed, ydmyghed, kreativitet og mange flere.“ s76

Brinkmann skriver at dyderne også er til for at bekæmpe det postmoderne problem med at håndtere information på sociale medier. Lad være med kun at opsøge information som bekræfter dine holdninger. Antologien er i den sammenhæng et godt eksempel på hvor dybt man skal grave for at underminere sine egne antagelser om verden. Hverken Brinkmann i denne artikel, eller nogle af de andre skribenter har skrevet noget som helst som ikke kan læses andetssteds. Ingen af dem overvejer gyldigheden af deres eget perspektiv, eller tvivler på deres sag. Det forekommer ikke særlig grundigt når alle skriver med udgangspunkt i at dreje emnet “dannelse” over på andre ting de allerede har skrevet om. Det forekommer ikke særlig nysgerrigt eller objektivt at opfordre til ikke at erkende, ikke at lære, samt bevidst at undgå at undersøge de begreber man vil diskutere. 

Så skriver Brinkmann:

“Det er blevet vanskeligt at tænke om mennesker og deres aktiviteter i termer, der ikke handler om brugsværdi, udvikling og optimering." s78

Det er en vigtig pointe fordi det er en central del af hele Brinkmann og Tanggaards agenda med “uren pædagogik” og de nævnte opfordringer til noget mere vagt og kaotisk. Samtidig er det utroligt dårligt tænkt. For hvad er disse opfordringer til at vende ryggen til evidens og lade pædagogerne have mere frie tøjler og lade hvad folk finder ud af være mere privat, andet end præcis det mang forsøger at komme væk fra? Det er optimering! Den version af uddannelsessystemet som skribenterne i denne bog gerne så, omend de er ude af stand til at formulere det, er for dem at se mere optimalt. De repræsenterer blot en anden optimeringsretning. En retning hvor vi lader være med at undersøge hvad vi har gang i og stiller nogle færre krav. Men målet er stadig at mennesker skal have det bedst muligt, hvilket altid allerede implikerer at de udover eventuelle hedonistiske indslag er produktive nok til at samfundet kan fungere. 

Brinkmann forsøger at kaste den implicitte romantisering af dannelse og tænkning fra sig:

“For Heidegger var spørgsmålet om teknologi ikke udtryk for en romantisk længsel efter det før-civilisatoriske i ånden fra Rousseau, og hans mål var ikke at ødelægge gevinsterne ved moderne teknologi.” s78

Men følger op med mere implicit romantisering:

"Styrofoam-kopper, der har som funktion at bevare en konstant temperatur i drikken, og som derefter kan smides væk. Kontrasten er fx en japansk tekop, et objekt, der er ladet med kulturel betydning, og som spiller en rolle i forskellige ritualer, der overleveres fra generation til generation.” s79

“Tekoppen placerer mennesket som et 'beboende, dvælende væsen med ikke-instrumentelle relationer til verden. Den masseproducerede styrofoam-kop afdækker derimod mennesket som et effektivt og kontrollerende væsen stående overfor en verden af ressourcer, der skal udnyttes på opportunistisk vis.” s79

Klassisk konservativ romantisering, hvor den konservative i sin hunger efter skønhed udstiller den fattiges midler som skamfulde. Overvej hvor mange menneskeliv styrofoam-kopper har reddet verden over præcis ved at have forfærdelige kvaliteter, som at være masseproduceret, ikke unik, personlighedsløs, historieløs, funktionel, nødvendig, steril. Det er på mange måder det perfekte, ironiske eksempel Brinkmann kommer med her. Tekoppen betyder “ikke-instrumentelle relationer”, men den er bogstaveligt talt et instrument!

Det er perfekt at Brinkmann bruger ordet “afdækker”. For mig betyder det at han inderst inde kender sandheden. Mennesket er “et effektivt og kontrollerende væsen”. Nogle gange leger vi at vores historie betyder meget for os og at en flot tekop giver os en pseudo-religiøs-fastfood-oplevelse, men det er noget vi leger, ligesom at skribenterne af denne bog leger at de er seriøse tænkere der finder “nye perspektiver på dannelse”.