Uforskning

Jeg er ved at gennemgå artiklerne i antologien "Sidste Chance - Nye Perspektiver på Dannelse", fordi de fylder mig med vrede. Svend Brinkmann som også er redaktør på bogen har skrevet artiklen “Lev mindre, tænk mere”, som jeg gennemgår her. Brinkmann starter med dette citat: “Et liv uden tænkning er fuldt ud muligt: I det tilfælde udvikler det ikke sit eget væsen det er ikke kun meningsløst, det er ikke fuldt ud levende. Mennesker, der ikke tænker, er som søvngængere. - (Arendt 2019: 215)” Citatet forekommer ironisk, da antologien jo er skrevet af folk der lige præcis ikke tænker. De skriver som de plejer og fyrer alt muligt vagt fis af sådan som man gør. Frem for at spørge hvordan vi kan arbejde videre med at forbedre uddannelse, forbedre unges kår, eller nogle af de mange andre ting som de gerne vil, forvirrer de deres egen sag med det akademisk distancerede spørgsmål: Hvordan kan vi redde dannelsesbegrebet?  Med hensyn til titlen på Brinkmanns indlæg, så er han jo 10-14 år

  Rasmus Kolby Rahbek “Når dannelse finder sted” i Sidste Chance -antologien. Jeg fortsætter min tur-de-force af bogen Sidste Chance: Nye Perspektiver på Dannelse. Efter Lene Tanggaards input kommer vi til Rasmus Kolby Rahbek der, ved bogens udgivelse i hvert fald, var forstander ved Den Frie Lærerskole.  Hans forsøg på at “redde” dannelsesbegrebet og at komme med “nye perspektiver” på dannelse starter med en hel masse floskler i denne stil: “For at dannelsen kan finde sted, må således både mennesket, verden og mødet være i spil.” s39 “Dannelse handler på den måde om at være menneske, om at være menneske i verden.” s39 Man kan jo udfordre lidt allerede her ved at spørge om Rahbek kan nævne begreber der ikke kan knyttes til det “at være menneske i verden”? For lige at genopfriske checklisten over gængse problemstillinger i antologiens artikler, så er den her: Vage, ubrugelige beskrivelser, pseudo-definitioner af begrebet dannelse. Kritik af videnskab eller djøffernes måder at gøre det p

  Lene Tanggaard “Dannelse former os som hele mennesker” I sit bidrag til antologien "Sidste Chance " (2021) skriver Tanggaard en masse om hvad dannelse muligvis er. Det virker lidt søgt og lidt spildt, fordi hun også, tidligt i teksten som en del af sin hensigtserklæring, skriver således: “Jeg belyser brugen af begrebet og udfordrer det også. Er det fx for vagt og for uklart til, at vi kan bruge det? Eller er det netop denne vaghed, vi skal værne om?” s20 I introduktionen til antologien, som Tanggaard selv har været ind over, talte de om uren pædagogik. Det er der ikke meget af i resten af bogen, fordi forfatterne mere end noget andet stræber efter at holde dannelsesbegrebet rent, ved at gøre det vagt. Ideen om at det er vigtigt at holde begrebet vagt, hvilket flere af skribenterne i bogen argumentererer for mere eller mindre direkte, er en absurditet. Det er en direkte opfordring til mystcisme, en anti-videnskabelig ide. Men så er de jo faktisk også imod videnskab generelt,

I den kommende tid er målet at tage et kig på dannelsesdiskussionen. Her i sommerferien træder jeg altså lidt væk fra stammen i mit projekt og gennemgår en bog. Det skal dog vise sig at det jeg finder i bogen er det præcis samme som jeg finder i danske uddannelsesforskningsstudier. Dvs. dårlig argumentation, vage naturlove, magiske begreber og svage slutninger.  Bogen er “Sidste Chance” en antologi om dannelsesbegrebet redigeret af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard. I dette indlæg gennemgår jeg bogen introduktion skrevet af de tre redaktører. Introduktionen dækker nogenlunde den generelle oplevelse af bogen, men jeg tager nu alligevel et udvalg af artiklerne i betragtning i senere indlæg. Bogens overordnede formål og grunden til titlen er at forfatterne bilder sig ind at det er sidste chance for at redde dannelsesbegrebet. De skriver ud fra en logik etableret i nogle andre bøger om den “urene pædagogik”: “Nu vil den urene pædagogik også være det, den hele tiden va