Men der er ikke noget bevis for at sociale medier generelt har nedsat unges koncentrationsevne
Konsulent Dorte Ågård og forsker Aida Bikic advarer i Altinget imod professor Svend Brinkmanns udvælgelse og håndtering af forskning i forbindelse med hans advarsel imod social-medie-alarmisme.
Ågård og Bikic fremlægger forskning, som tværtimod Brinkmanns pointe skulle vise at sociale medier generelt har negative effekter på unges koncentrationsevne, behovsudsættelse og trivsel. De laver selv de samme fejl, som de anklager Brinkmann for.
Om et studie som Brinkmann bruger, påpeger Ågård og Bikic, at han ikke har læst studiet grundigt nok. Det konkluderes nemlig at imens der ikke er sket noget med børns overordnede scorer i en koncentrationstest mellem 1990 og 2021, så er mængden af fejl steget sammen med hastigheden, hvormed børn tager testen. Man bør vide om studiet at forskerne har samlet resultater fra 287 gennemførelser af den samme koncentrationstest fra 32 lande over den 31 årige periode. Det lyder af meget, men i alt har de kun 21.291 besvarelser fra både børn og voksne. Det kommer ganske enkelt ikke til at være repræsentativt over så mange år, på tværs af så mange lande. Hertil kommer, at forskernes indikator for anvendelse af internettet, er det givne lands samlede adgang til internettet. Det fortæller os således intet om respondenters anvendelse af sociale medier. Begge parter gør fejl i at fremhæve dette studie.
Flere af de andre studier som Ågård og Bikic peger på handler om ADHD. Det er i den sammenhæng vigtigt at vide, at stigningen i antallet af personer diagnosticeret med ADHD i nyere tid skyldes øget bevågenhed og en udvidelse af diagnose-kriterierne. Når mængden af personer med ADHD-diagnoser stiger, så vil stigningen korrellerer med andre ting der stiger. F.eks. mængden og anvendelsen af diverse former for teknologi.
I et af ADHD-studierne som Ågård og Bikic fremhæver skriver forskerne selv at de ikke har etableret den sammenhæng som Ågård og Bikic påstår at de har. I et andet studie finder forskerne ingen generel stigning i ADHD-symptomer fra 12 årsalderen over 5 år. De finder en lille effekt, hvor respondenter, der et givent år rapporterer relativt øget skærmtid, også rapporterer lidt øgede ADHD-symptomer. Dette kan dog vise sig at være på grund af måleusikkerhed, eller som forskerne selv skriver: variation i selvrapportering, der kan have mange årsager. Studierne kontrollerer kun i begrænset omfang for socioøkonomiske faktorer, hvilket, som det også noteres i et af studierne, er en confounder. Børn der kommer fra dårlige kår har, af den årsag, både øget risiko for ADHD-symptomer og for overforbrug af sociale medier.
Det bedste studie Ågård og Bikic anvender finder en effekt af “average use of social media” på “inattention symptoms”. Effekten er så lille, at den kan vise sig ikke at eksistere udenfor deres datasæt. Derfor skriver forskerne et længere afsnit om, at det kan være et problem hvis effekten viser sig på befolkningsniveau. Det ved vi endnu ikke om den gør. Studiet sammenklumper også flere forskellige ting i det de kalder “social media use”. Det indebærer både at skrive beskeder (messenger, WeChat), at besøge sociale medie-sider generelt (der skelnes ikke imellem forskellige i effektmålet) og at bruge videochat. Der er altså ikke belæg for Ågård og Bikics udsagn om at Tiktok og lignende har særlig status.
Til sidst smider Ågård og Bikic en metaanalyse, der på baggrund af kun ti mindre studier, som ganske vist er RCT’er, konkluderer, at reduktionen af social mediebrug reducerer depressive symptomer. Når man laver metaanalyser samler man flere forskellige studier og forsøger at bruge deres resultater i sammenhæng. I den sammenhæng skal man være opmærksom på publikationsbias. Publikationsbias handler om at de journaler som forskere udgiver deres studier i, generelt går efter store, interessante effekter. Når man samler flere studier til sin metaanalyse, risikerer man derfor kun at få studier, der bekræfter at fænomenet findes og er effektfuldt. De studier, der ikke kunne bekræfte eksistensen af fænomenet eller dets effekter, var ikke interessante nok til at blive udgivet. Der findes forskellige teknikker til at estimere, hvorvidt den forskning man har samlet til sin metaanalyse er præget af publikationsbias. I den metaanalyse som Ågård og Bikic refererer til bruger forskerne en metode til at finde publikationsbias der er kendt for at være dårlig og blive misbrugt.
Debatten illustrerer et dybere, mere generelt problem i vores samfund. Der er masser af god forskning om rigtig mange emner. Det er meget svært at bruge den forskning på en ordentlig måde i et debatformat. På baggrund af al den forskning der er blevet nævnt i denne udveksling, har vi stadig ikke en god forudsætning for at vide om vi diskuterer et problem der rent faktisk findes. Til gengæld kan vi have slidt på videnskabens troværdighed.
Kommentarer
Send en kommentar