Hvilken faglig krise i folkeskolen 2.0

Dette er en fortsættelse af et tidligere indlæg af samme navn.

Der er en generel dissonans imellem PISA 2025 og resultaterne fra nationale prøver i matematik og læsning. 

Herunder er en datarapport hvori man kan se sammenligning mellem PISA 2025 og nationale prøveresultater på tværs af en række lande. Landene har ikke andet til fælles end at de er OECD lande som ligger resultaterne af deres nationale prøver tilgængelig for offentlig anvendelse. 
(Se alle lande i rapporten, samt kilder, ved at trykke fuldskærm i nederste højre hjørne - noter at Englands PISA 2025 resultater er biased og at der burde have været et fald)

Datarapporten viser at der ikke generelt er den store overensstemmelse mellem resultaterne af nationale prøver i matematik og læsning og så de tilsvarende prøver i PISA 2025. Dataene er dog nogenlunde forenelige, hvis vi accepterer at det faglige fald stoppede omkring 2023 og PISA 2025 bare har målt bunden af faldet fra covid-nedlukningerne. Med andre ord var PISA 2022 for tidligt ude og målte faldet imens det stadig var i gang. 

Det internationale faglige fald i matematik startede omkring 2019 og stoppede et sted mellem slutningen af 2022 og 2023. Således skal en forklaring på størstedelen af faldet leve op til følgende krav:

- Den skal kunne påvirke elevers præstationer i matematik. 
- Den skal være international.
- Det skal være en eller flere fænomener der var tiltagende i perioden 2019 til 2023.
- Fænomenet eller fænomenerne er ikke tiltagende efter 2023 på internationalt niveau.

Følgende forklaringer er således ikke særligt plausible:
- Fortsat dalende kvalitet af undervisning.
- Fortsat dalende kvalitet af forældreskab.
- Fortsat voksende brug af kunstig intelligens.
- Fortsat voksende brug af sociale medier.
- Fortsat voksende forbrug af diverse former for alkohol, stoffer og lignende.
- Fortsat voksende mængde af diverse former for diagnoser (et problem drevet diagnose-kriterier).
- Fortsat voksende indvandring.
- Følgeeffekter af skolereformen fra 2013 (implementeret 2015).


Det er stadig reaktioner på pandemien
Selvom vi ikke kan forklare alle mekanismerne, kan der ikke være nogen tvivl om at den grundlæggende hændelse stadig er nedlukningerne i forbindelse med pandemien. At Sverige, som ikke lavede særligt omfattende nedlukninger også er faldet en del, peger i to retninger. På den ene side peger dataen på forrige side på at Sveriges fald også skyldes nationale udviklinger der stadig er i gang. På den anden er det også plausibelt, at andre aspekter af reaktionen på en pandemi, udover lukning af skolerne, kan have indflydelse på faglighed.

Hvilke forklaringer så?
De to faktorer vi kender til som passer på anamnesen har heldigvis ikke været udenfor debattens søgelys. Der er tale om trivsel og fravær. Begge stiger markant fra starten af pandemien til 2023 og har ellers, som matematik resultaterne, fundet et plateau siden.

Særligt fraværet er bemærkelsesværdigt. Det stiger ca. lige meget på tværs af socioøkonomiske grupper og har været på samme niveau siden pandemien. 

Der er ingen garanti for at fravær, trivsel og matematik-resultater forklarer hinandens udvikling. Det eneste vi kan pege på som en fælles årsag er stadig pandemien og eventuelle effekter af reaktionerne på den.


KILDER:
Danmark api.uddannelsesstatistik.dk (alle skoler, 9. klasse afgangsprøver, matematik uden hjælpemidler og læsning)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Imod ideen om lærerbias i karaktergivning

Ændringer i kønsforskelle i prøver skyldes ændringer i prøver

Kønsforskelle i faglige prøver